Folkekirkens liv og vækst er helt afhængig af samarbejde. Vi skal løfte sammen og gøre det på mange planer, i sognene, i provstierne og i stiftet. De mange medarbejdere, lønnede og ulønnede, skal anerkendes og påskønnes. Det vil være en vigtig sag for mig som biskop.
Når det er sagt, så er der et ganske særligt samarbejde, som jeg ønsker løftet: Det er samarbejdet mellem de folkevalgte rådsmedlemmer og de fødte rådsmedlemmer, præsterne. Menighedsrådsloven bruger begrebet ”samvirke” om det samarbejde, og jeg ser dette samvirke som en løftestang til mange af folkekirkens udfordringer.
Præsten er en integreret del af den ledelse, som menighedsrådet varetager i forhold til sognets medarbejdere og for kirkens liv og vækst. Det skal siges klart til både valgte rådsmedlemmer og til præster.
Det hele menighedsråd skal ”samvirke om kirkens liv og vækst”. Alle rådets medlemmer, valgte og fødte, bærer ansvaret sammen – at der holdes gudstjeneste og kirkelige handlinger, at kirken og andre bygninger er velholdte og klar til brug, at kirkegården er velholdt, at der er gode arbejdsforhold for de ansatte, at der er styr på økonomien – alle medlemmer bærer det fælles ansvar for, at rådet har sat en retning for det kirkelige arbejde i sognet eller sognene, kirkens liv og vækst.
Samvirket er ikke en modsætning til, at præsten i sin embedsførelse, herunder sjælesorgen, er uafhængig af menighedsrådet. Uafhængigheden finder jeg væsentlig, ligesom jeg som præst altid har følt mig forbunden med og afhængig af rådet, af præstekollegaer og af de af rådet ansatte. En afhængighed, som jeg finder sund og frugtbar.
Samvirket er en særlig ordning med ”embedsmanden i gruppen af folkevalgte”, som jeg betragter som et gode. I Danmark er den evangelisk-lutherske kirke understøttet som landets ”folkekirke”. Som følge deraf må og skal den være demokratisk i sin grundstruktur. Det er den er i kraft af menighedsrådets valgte medlemmer og forholdet til staten. Historisk har kirken derimod altid været forstået i forbindelse med embedet, og der er stærke historiske og teologiske grunde til, at det skal være sådan. Reformationen med Luther stod for et stærkt opgør med en magtfuld embedsforståelse, men Luther fastholdt embedet, både det særlige og det almene. Præsten eller præsterne er en del af den demokratiske ledelse der er i sognene. Det skal styrkes - også i præsternes egen forståelse.
Det kan gøre ondt i samvirket. Det sker, når der lokalt er konflikter præster indbyrdes, valgte menighedsrådsmedlemmer indbyrdes, eller mellem præst(er) og menighedsrådsmedlemmer. Der er her ingen nemme løsninger, men provst og biskop skal være klar til at gå ind med hjælp og støtte, for det er så afgørende at samvirket fungerer. Handlemulighederne er begrænsede, i sagens natur kan et valgt menighedsrådsmedlem ikke fjernes fra sin post, det samme gælder en præst, som har en høj grad af beskyttelse i sit embede. I ganske særlige tilfælde kan en præst for en tid forflyttes til andet embede, men opmærksomhed, tilskyndelse og opfordring til samarbejde er den vej, jeg helst vil gå. Det er her vigtigt at kunne give anvisninger i kompetenceforhold, og det er vigtigt at kunne pege på rådgivning og på kurser. Her har vi gode handlemuligheder, som ikke er udtømte.
Demokratiet og embedet samvirker ikke blot i menighedsrådene, men også i provstiudvalgene og i Stiftsrådet. Det er min fornemmelse, at provstiudvalgene gør et godt arbejde med at fordele kirkens midler. Stiftsrådet har ikke helt så mange år på bagen som provstiudvalgene, men jeg glæder mig over, at der også på stiftsplan sidder et demokratisk valgt råd. Som biskop vil jeg aktivt bruge Stiftsrådet, ligesom jeg også vil bruge de nedsatte udvalg, som findes på stiftsplan. Det kunne være i den aktuelle problemstilling omkring arbejdsmiljøet. Vi har brug for et sted for den brede samtale om arbejdsmiljøet i en tostrenget ledelsesstruktur. Stiftsrådet kunne facilitere en sådan samtale.