Kronik fra Fyens Stiftstidende 5. januar 2023
Den lokale kirke er min hjertesag
Kandidat til bispeembedet i Fyens Stift, Jørgen Bendixen
Folkekirken er danskernes fælleseje. Det er den i kraft af Grundloven, der kæder folk og kirke sammen, og det er den fordi kirke og nationalitet hænger tæt sammen: Dannebrog minder os om det og Dronningen husker os på det.
Ejerskabet bliver dog størst, når kirken er lokal: Det er her kirkebygningerne viser os, hvem vi er som folk og samfund. Det er dér vi finder trøst i sorgen og rum i glæden.
Derfor vil jeg være biskop for den lokale kirke – for folkekirken på Fyn!
For det er lokalt, at den attraktive præstestilling kan skabes og understøttes. Det er her de gode udfoldelsesrammer for medarbejdergruppen udfoldes. Det er her de fleste udfordringer omkring arbejdsmiljø løses, og det er ikke mindst her, at de væsentligste lokale beslutninger skal træffes. Alt det sker nemlig ikke hos biskoppen men hos menighedsrådene. Derfor vil jeg bruge rollen som biskop til at styrke menighedsrådene.
Mit engagement har i mit præstearbejde i høj grad udfoldet sig dér, hvor folkekirkemedlemmer engagerer sig i deres lokale folkekirke. Det er sket gennem aktivt menighedsrådsarbejde på land og i by, og organisatorisk i Fyens Stifts Menighedsrådsforening og i Landsforeningen af Menighedsråd.
Derfor vil jeg sætte mit fokus som biskop her. Jeg ser mig faktisk som menighedsrådenes mand, der ønsker at fokusere på det lokale demokrati og fokusere på præsternes sognearbejde. Menighedsrådene er stedet, hvor præster og folkevalgte mødes, stedet hvor folkekirken placerer ansvaret for liv og vækst. Det er der, vi løser vores problemer og udvikler vores kirke. Det er der idéerne opstår, og initiativerne fødes.
Jeg vil som biskop være en synlig leder, når det er nødvendigt give plads, når det går godt. Biskoppen og provsterne er præster med særlige funktioner. Vi skal ikke komme med et hav af nye initiativer og skabe nye opgaver. Vi skal tage ansvar og hjælpe, hvor og når der er brug for det. Det er blandt biskoppens væsentligste opgaver at skabe gode præstestillinger med klare rammer. Præst og menigheder må aldrig være i tvivl om, hvordan aflastningen eller afløsningen finder sted. Derfor skal regulativer formuleres klart, så konflikter undgås og hjælpen er reel og retfærdig.
Jeg vil arbejde for at menighedsrådene styrkes i arbejdet. Jeg vil aktivt bruge provsterne i arbejdet med arbejdsmiljø. Sætte krav til at de er tydelige i deres holdninger; at de rykker ud, når præster eller menighedsråd har problemer, og holder mig orienteret. Provsterne er en væsentlig del af ledelsen af folkekirkens præster og en væsentlig del af det biskoppelige tilsyn. Sognets egen ledelse ophæver ikke det ansvar, som biskop og provst deler.
Jeg vil opfordre Fyens Stifts Menighedsrådsforening til at ansatte konsulenter til arbejdet med rådgivning, støtte og kursusvirksomhed. Det skal være nemmere at være menighedsråd, og menighedsrådet skal stå mere kompetent i forhold til arbejdsgiveransvaret.
Jeg vil forbedre arbejdsmiljøet ved at ansætte en stiftsmedarbejder til konflikthåndtering og etablere et forum, hvor folkekirkens to ledelsesstrenge mødes. For sådan styrker vi samtalen om det, der går godt, og finder hjælpen til det, der er gået i hårdknude.
Friheden skal råde i Fyens Stift. Vi skal bistå menighedsrådene med hjælp til det, der er svært, men altid holde fast i, at de væsentlige beslutninger om kirke og gudstjenester skal træffes lokalt. For jeg er sikker på, at man lokalt ved, hvordan man er kirke bedst. Derfor er det lokale min hjertesag.
Kronik, Kristligt Dagblad 11. november 2022
Præsten i menighedsrådet
Samvirke, embede og demokrati
Sognepræst Jørgen Samsing Bendixen, Vor Frue kirke, Odense, bestyrelsesmedlem i Landsforeningen af Menighedsråd og medlem af Fyens Stiftsråd
Kloge mennesker har i den folkekirkelige lovgivning placeret det historiske præsteembede midt i det moderne demokrati. Det er godt tænkt. Menighedsrådsloven kalder det for ”samvirke”.
Samvirket udspringer således af, at man har placeret præsterne som fødte medlemmer i de demokratisk valgte menighedsråd. Og selvom der blandt menighedsrådsmedlemmer og præster kan være uenighed om præsternes medlemskab, så er de fuldgyldige medlemmer af rådet. Menighedsrådet er folkevalgte og præster i forening.
I modsætning til byråd skelner vi i folkekirken ikke skarpt mellem politiker og embedsmand. Kommunaldirektøren er ikke medlem af byrådet. I folkekirken er det anderledes, for her arbejder præst og valgte menighedsrådsmedlemmer side om side. Det historiske præsteembede står altså midt i det moderne demokrati, hvilket taler embedet op, da det kvalificeres demokratisk. Derfor skal demokrati og embede gå hånd i hånd.
Selvom menighedsrådsloven ikke specifikt nævner ordet “samvirke”, så antydes det i de paragraffer, der gør præsterne til medlemmer af menighedsrådet og pålægger rådet at arbejde for gode vilkår for evangeliets forkyndelse. Lovens ånd er som bekendt vigtigere end dens bogstav, og selvom begrebet ”samvirke” ikke har plads i loven, så var det et centralt element ved Folketingets behandling. I fremsættelsen af lovforslaget i 2007 skrev kirkeminister Bertel Haarder: Med lovforslaget præciseres det, at menighedsrådets valgte medlemmer og præster er gensidigt forpligtet til at samvirke om målsætningerne for det kirkelige liv i sognet…
Den ånd bliver videreført og forstærket i ”Betænkning om præstemangel” fra 2018. Her præciseres det, at menighedsrådet er en vigtig ramme omkring præstens arbejde, og at opgaven med at skabe liv og vækst sker i et samvirke mellem præst og valgte medlemmer. Præstens særlige bidrag i rådet er altså at være ”teologisk sagkyndig med en særlig viden og indsigt”, mens de valgte medlemmer er “repræsentanter for sognets medlemmer med deres ønsker til og interesse for det kirkelige arbejde”.
Samvirket mellem folkevalgte og præst er altså en bærende konstruktion i hele menighedsrådstanken. Det gør det lokale demokrati virksomt og levende, fordi det gamle embede med dets teologiske kvalifikationer tænkes ind i det stedlige folkestyre, når lægfolk og præster sammen skal virke for evangeliets forkyndelse gennem gode kirkelige og administrative rammer.
Den opgave tolkes forskelligt. Nogle mener, at menighedsrådet skal sørge for rammerne, så præsten kan gøre sit arbejde, forkyndelsen. Andre, heriblandt undertegnede, ser opgaven bredere: De gode vilkår er mere end sunde kirkebygninger, dygtige medarbejdere og optimale arbejdsforhold for præsten. En menighed er mere end den gruppe mennesker, der møder op til gudstjenesten om søndagen. Menighedsrådet skal derfor skabe rammerne for det kirkelige liv i sognet - bredt forstået.
Paulus bruger billedet af legemet og alle dets mange lemmer, og selvom han næppe tænkte på menighedsråd, men på kirke, er det interessant, at vi bruger begrebet MED-LEMMER om så mange forhold. Man er medlem af en forening eller et parti. Man er medlem af folketing og byråd - og altså også af et menighedsråd. Og medlemmer skal bære sammen – de er alle en del af legemet. I folkekirkens menighedsråd er lemmerne forskellige: Nogle er folkevalgte, andre er kaldet af menigheden gennem folkevalgte medlemmer, men som legemets lemmer skal alle lemmer virke sammen, fordi de er en del af den samme krop. Uanset om de er folkevalgte eller fødte medlemmer.
Billedet af legemet og dets mange lemmer viser samhørighed. Det betyder grundlæggende, at vi har brug for hinanden – og at det at være afhængig af hinanden faktisk er af det gode. Et menighedsråd med alle dets medlemmer skal derfor tilstræbe at samarbejde trods forskellighed og uenighed, for det har en opgave: Sognets kirkelige og administrative bedste med den ganske særlige forpligtelse at virke for gode vilkår for evangeliets forkyndelse.
Her vil nogle nok indvende, at præsten jo er uafhængig af menighedsrådet i sin embedsførelse. Det er sandt, sådan siger loven. Det er en nødvendig paragraf, der skal beskytte forkyndelsesfriheden, for det er ikke menighedsrådets opgave at diskutere eller godkende præstens søndagsprædiken, konfirmandundervisning eller sjælesorg. Men mine 20 år som præst siger mig, at det heller ikke er et ønske. De menighedsråd, jeg har været medlem af, har ladet mig passe det, der var mit, men samtidigt ønsket at indgå i et samvirke, der tager ansvar for at være kirke i sognet.
Præstens uafhængighed i embedsførelsen er altså nødvendig, men samvirket kommer før. Den gensidige afhængighed mellem embedet og det lokalt forankrede demokrati kommer altså før præstens uafhængighed. Præst og menighed hører først og fremmest sammen.
Derfor er samvirket så væsentligt. Samvirket søger nemlig at forene to fundamentale størrelser i vores kirke: det historiske embede og det folkelige demokrati. I folkekirken er der brug for at begge tales op. Folkekirken er ikke folkekirke i Danmark, hvis ikke den har stærke demokratiske rødder, og folkekirken er ikke kirke uden embedet.
Det er det, menighedsrådsloven gør, når den italesætter samvirket. For med det samler loven det almene præstedømme (de døbte), det særlige præsteembede og demokratiet om én opgave: evangeliets udbredelse. Luther mente, at alle døbte er præster, men fastholdt et særligt præsteembede af ordens hensyn. Samvirket understøtter dette embede, ved at placere præsteembedet i demokratiets midte, så det ikke alene får traditionens, men også demokratiets legitimitet. Embedet tales op. Menighedsrådsloven giver altså præsteembedet en sådan vægt, at det må stå i midten af det demokratiske valgte råd.
På den måde henter folkekirken sit mandat til at være folkekirke gennem de demokratisk valgte menighedsråd. Demokratiet giver forankring, engagement og ejerskab. Derfor er folkekirken bygget nedefra af en menighed, der bruger sin kirke, og af et råd, der er valgt af denne menighed. Ydermere er folkekirken forankret i staten med Folketinget som øverste lovgivende forsamling og Dronningen underskriver også kirkens love og autoriserer de bøger, der bruges ved gudstjenesten.
Demokratiet er altså en grundlæggende værdi i folkekirken. Derfor må embedet også være demokratisk. Nok kender mange deres præst – flere på landet end i byen – og embedet fylder rigtigt meget i en folkekirkelig virkelighed. Som ny præst erfarede jeg hurtigt, at tilliden ofte var der på forhånd, fordi jeg var deres præst. Mennesker, jeg ikke kendte, fortalte mig ting, som de ikke havde delt med andre. Derfor er tilliden altafgørende for præsteembedet. Men tilliden og den lokale tilstedeværelse gør ikke embedet demokratisk. Det sker kun, fordi præsten er kaldet af menigheden. Her sætter demokratiet sig ind i vores ordning, når folkevalgte rådsmedlemmer kalder menighedens præst. På den måde får præsteembedet også demokratisk legitimitet.
Det er en særordning, at præsten placeres i det demokratisk valgte menighedsråd. Denne særordning siger noget væsentligt om menighedsrådets rolle og ansvar. Alt, hvad et menighedsråd foretager sig er dybest set forbundet med det, der er præstens opgave. I menighedsrådsløftet hedder det at arbejde for kirkens liv og vækst.
Kristligt Dagblad, november 2022
Troen adskiller sig ikke fra livet
Troen adskiller sig ikke fra livet! Jeg har som bispekandidat fået det tilbud at skrive en kronik, der tager afsæt i, hvilken folkekirke jeg er tilhænger af, hvad tro har betyder for mit liv, og hvilken rolle troen spiller for danskerne i 2022. Jeg skriver ud fra den grundantagelse ”at troen ikke skiller sig fra livet!” Antagelsen henter jeg i kristentroens kerne, at Gud i Kristus Jesus blev et menneske.
Mange tænker ganske givet antagelse eller religiøsitet, når ordet tro nævnes, altså at tro blot har at gøre med anskuelse eller det at gå i kirke. Men troen adskiller sig ikke fra livet. Troen har ikke alene hjemme i tænkning eller religiøsitet. Den er lige så virksom, når vi går fra kirke, som når vi er der. Troen handler om vores liv, om hverdagen, om relationer til hinanden, om varme hænder og om at tage sig af og vise omsorg.
Jesus selv siger: Hvad du gør ved den mindste af mine små, det gør du ved mig. Og når vi taler om Jesu trofasthed, så forbindes den trofasthed med en ganske særlig handling: Jesu død på korset for os.
Troen adskiller sig ikke fra handling. Derfor er jeg forsigtig med at tale om egen tro. Dog - spørger en konfirmand mig, om jeg tror på Gud, så svarer jeg selvfølgelig ”ja”, eller spørger en kirkegænger, om jeg selv tror på det, jeg siger i mine prædikener, så svarer jeg også bekræftende dertil. At lægge livet i Guds gode hænder, det er for mig et trygt grundvilkår i mit virke som præst. Jeg skal ikke bærer alt det tunge, jeg møder i mit virke, derimod løftes jeg ofte af glæden. Det er for mig at se et privilegium at være præst.
Martin Luther så troen som et udsagn om Gud. Det er svært som et moderne menneske at forstå. Den er en gave, både når troen er at have tillid til Gud, og når den udmønter sig i kærlighed til næsten. I en kendt aftensalme synger vi: Du, som har tændt millioner af stjerner, mørket i verden vil du byde trods. Du er vor Far, den, der vogter og værner, lys i det mørke, som kommer fra os. I salmen er det tydeligt, at lyset ikke kommer fra os, men fra Gud. Sådan skal troen også forstås.
Troen adskiller sig ikke fra vores fælles liv. Som jeg er forsigtig med at tale om egen tro, sådan er jeg også forsigtig med at tale om, hvilken rolle troen spiller for danskerne i dag. Jeg hæfter mig dog ved, hvordan jeg som præst bliver mødt positivt og med åbenhed. Da jeg for mere end tyve år siden blev præst, da var en af de første erfaringer, jeg gjorde mig, at jeg ikke selv skulle opbygge tillid. Tilliden var der ofte på forhånd. Mennesker, jeg ikke ført havde mødt, fortalte mig noget, de aldrig havde delt med andre. Der er en grundlæggende tillid til præster, og vi skal sådan passe på ikke at ødelægge den. Om det er tro, skal jeg lade være usagt, men der er en grundlæggende tillid til, at kirke og præst vil mennesker noget godt.
Troen adskiller sig ikke fra samfundet. En større undersøgelse viser, at danskere flest vil, at kirken som en kulturarv skal bevares, at kirkegårdene er vigtige for os, og at der forventes at kirken i nogen grad tager sig af de svage. Jeg fristes til at påstå, at disse udsagn har med tro at gøre. De mange kirker står som tegn på noget fælles for danskere flest, at Danmark er et kristent land.
Kirkegårdene skal der tages vare på, for de står som et udtryk for vores forhold til vores kære. Og så udtrykker de som kristentroen, at livet og kærligheden kommer til udtryk i den have, som man ellers ville betragte som de dødes have. Enhver kirkegård beretter som Evangeliets tomme grav, at Kristus er opstanden fra de døde.
Og sidst at kirken i nogen grad skal tage sig af de svage. Danskere flest ser vist budskabet om næstekærlighed som noget af det første i kristentroen. På trods af teologers væsentlige diskussioner omkring forståelse af næstekærlighed og om hvorvidt der kan tales om et kristent menneskesyn, så er her noget, som mange forbinder med kristentro. Jan Lindhardt påstod med sin vanlige klogskab og underfundighed, at skatteopkrævning er en kristelig ordning. Uden det skal gøres til et politisk statement, kan jeg tilslutte mig. Danmark som et kristent land hænger også sammen med, hvordan vi som samfund behandler vores svageste.
Hvordan skal kirken så se ud? Hvilken folkekirke er jeg tilhænger af?
Først jeg holder af en kirke med en gudstjeneste, som peger ud til livet. For gudstjenesten adskiller sig ikke fra livet. I alle vores kirker står ved udgangen en indsamlingsblok. Den står der til at samle penge ind, og i højere grad for at minde om, at når vi går ud til livet, så er det i et ansvarsforhold til Gud og til næsten. Gudstjenesten er rettet imod at skulle forlade kirken. Det er dens egentlige anliggende, ikke vedvarende fromhed og hengivenhed vendt imod det hellige, men bøn og salmesang til og fra Gud, hilsener af Guds nærvær, nåde og fred, Evangeliets forkyndelse, deltagelse i sakramenterne og selve velsignelsen. Alt dette for at vi igen skal forlade gudstjenesten og kirken for at gå ud til livet. Derfor behøver en gudstjeneste hverken være sjov eller underholdende. Det er det derude, der virkelig betyder noget. Gudstjenesten skal være vedkommende og kan være festlig – for lyset af Guds nærvær vil forplante sig i den. Gudstjenesten adskiller sig ikke fra livet.
Dernæst - jeg holder af en kirke, som er stærkt forankret i folket. En folkekirke. Danmark har en Grundlov, som om kirken siger, at den er evangelisk-luthersk og som sådan understøttet af Staten. Regenten skal være medlem. Folketinget er principielt lovgivende for kirken også, og landet har en kirkeminister. Vi har et kors i vores flag. Kirkeskatten inddrives af Staten. Overalt i vort land står der kirker, som ringer til bøn, gudstjeneste og kirkelige handlinger. Folkekirken er stærkt forankret i Staten.
Den er lige så stærkt forankret lokalt. Det sker med tilstedeværelsen af sognets kirke, menighed, præst og gudstjeneste. Det sker ligeledes ved et folkeligt og lokalt forankret demokrati gennem menighedsrådet. Troen adskiller sig ikke fra det omgivende samfund, det bør den lokale kirke heller ikke gøre.
Sidst - men ikke mindst - jeg holder af en kirke, der i meget høj grad ledes lokalt og kan skabe sammenhæng i lokalsamfundet. Der er meget, der landsdækkende binder folkekirken sammen: Gudstjenesten og de kirkelige handlinger med deres fælles ritualer, Salmebogen, Dronningens autorisation, præsters ansættelsesforhold i Staten. Vi bindes også sammen af et folkeligt og lokalt forankret demokrati, hvor et menighedsråd lokalt i samvirke skal sætte rammerne for kirkens liv og vækst.
Som afslutning på kronikken nogle personlige betragtninger om troen. Jeg føler mig som et privilegeret menneske, fordi jeg i mit liv har mødt så mange, der troede på mig. Jeg tror, det er en grunderfaring, som mange gør sig. Det betyder noget, at vi viser hinanden tillid og tror på hinanden. Det er ganske givet en anden måde at tale tro på, men jeg tror ikke, at den kan adskilles fra troen på Gud. I mit præstearbejde er jeg blevet mødt med en stor grad at tillid. Flere forskellige menighedsråd har på vegne af menigheden gennem årene kaldet mig til at være præst. Der var også mennesker i mine helt unge år, der i kirkeligt børne- og ungdomsarbejde mødte mig med tillid. Jeg fik opgaver, blev betroet ledelse og fik forskellige udvalgs- og bestyrelsesposter, og fik derigennem en større tro på mig selv. Jeg har haft glæden af et samfund, som gav det privilegium at studere teologi til et menneske, der havde det svært med sprog. Jeg føler mig umådeligt privilegeret. Ja ligefrem taknemmelig. Det har med troen at gøre. Det har med livet at gøre. For troen adskiller sig ikke fra livet!