Folkekirken er vi fælles om

Folkekirkens tilstedeværelse i hele Fyens Stift

Fyens Stift dækker Fyn, Langeland, Ærø, Tåsinge og en række mindre øer. Folkekirken skal være til stede med kirker, med kirkelig betjening og aktivitet. Overalt i stiftet skal man kunne mødes af kirke, menighed og præst.

Fyens stift vil som hele landet være præget af den krise, som har ramt os. Et kirkeligt svar i en krise er gudstjeneste. Mennesker har brug for at høre Evangeliet. Mennesker har brug for et rum, for deres bønner.

Coronatidens nedlukninger viste vilje til kreativitet. Mange steder vil der være brug for den kreativitet i den kommende tid. Alle provstier vil være udfordret, men nogle vil være mere udfordret end andre. Udgifter til særligt at varme kirker op er mange steder steget så voldsomt, så det kniber med, at det økonomisk kan hænge sammen. Jeg ville gerne opfordre til, at de mindre belastede sogne viste solidaritet med de mest belastede, men tror faktisk ikke at det er tilladt. Men jeg vil opfordre til kreativitet – så vi sikrer, at gudstjenesten fortsat tilbydes overalt?

Folkekirken i Danmark

Danmark er et kristent land. Det ses i Grundlovens ord om, at Den evangelisk-lutherske kirke er landets folkekirke og som sådan understøttes af staten. Det ses på korset i vores flag. Det ses også på de mange kirker, som generationer før os har rejst.

Det bør gøres til en fælles sag, at de mange gamle kirker holdes i stand. Den enkelte kirke skal fortsat være under menighedsrådets ansvar, men der må kunne findes en måde at forvalte dette ansvar på, så ingen provstier skal bruge alle økonomiske midler på vedligeholdelse af bygninger, mens andre har økonomi til forskellige slags aktiviteter. Den økonomiske ulighed, som kan være mellem sognene, kunne af en sådan vej reduceres, og der kunne derved skabes bedre vilkår for kirkens liv og vækst.

Jeg har ikke et færdigt forslag til, hvordan vi i et landsdækkende fællesskab bærer det ansvar for de gamle kirker. Det vigtige for mig er, at det er folkekirken selv, som sætter rammen for en sådan model, og at ansvaret for den enkelte kirke fortsat er lokalt forankret. Inspirationen finder jeg i den måde, vi i provstierne fordeler de økonomiske midler. For når man ser på, hvor meget, der her fordeles, så er det den gode fortælling, at der faktisk ikke er så mange konflikter herom. Det er fordi, der er en grundlæggende forståelse for, at der i et provsti skal ske en ligelig fordeling, samtidig med at der tages hensyn til sognenes forskellighed.

Sådan burde vi kunne gøre det på landsplan. De gamle kirker som en national sag, som vi er sammen om at løfte – og den sag med de gamle kirkebygninger kunne sikre, at forholdene rundt omkring i landet blev mere ligelige. Det ville være med til at sikre folkekirkens tilstedeværelse i hele landet.